VEDLIGEHOLDELSE FØR VEJENE BLIVER UUDHOLDELIGE	13-03-2008
	Noget af det, der forvirrer begreberne i forbindelse med vejvedligeholdelse, er, når vi teknikere taler om ”restlevetid”. Af markedschef Jørn R. Kristiansen, Grontmij | Carl Bro, Vejmanagement I almindeligt sprogbrug er restlevetid den tid, vejene har tilbage at leve i! Og det er klart, at hvis man siger, at vejene kun har en ”restlevetid” på fx tre år og dermed mener, at man slet ikke kan køre på vejene om tre år, så ser det dramatisk ud. Og hvis det var tilfældet, skulle der bruges rigtigt mange penge her og nu. Men vi teknikere ved jo godt, at ”restlevetid” er det tidsrum, der går, inden man ud fra et vedligeholdelsesmæssigt synspunkt og med baggrund i en inspektion eller bæreevnemåling skal ”gøre noget”. Det kan være at forlænge ”restlevetiden” nogle år med reparationer af de værste skader eller en mere gennemgribende forstærkning af vejens bæreevne og/eller total fornyelse af slidlaget. Præcis hvad vi skal gøre afhænger jo, som vejteknikere ved, af mange faktorer for den enkelte vej. Handler om kommunikation Misforståelserne i forhold til vores omverden opstår mange gange, fordi vi - og her må alle i vejsektoren gribe i egen barm - ikke formår at fortælle politikere og borgere klart nok, hvad begreberne dækker over. Hvis politikerne i teknisk udvalg ud fra de teoretiske beregninger har fået at vide, at en bestemt vejstrækning har en restlevetid på nul, og strækningen i øvrigt ikke ser allerværst ud, så kan man måske vente, at politikerne vil stille sig lidt tvivlende over for vores udsagn. Beslutningen om at skære ned på bevillingerne til vejvedligeholdelse i stedet for at øge dem en lille smule kan derfor være nemmere at tage, end hvis man fuldt ud har forstået problematikken. Især hvis de ældre har klaget over servicen i ældreplejen, eller alternativet er upopulære skolelukninger… Optimalt hvornår? Men det handler ikke bare om at få afklaret begreberne. Det handler også om at definere og forklare tidspunktet for, hvornår det er optimalt at sætte ind med vedligeholdelse. I Grontmij | Carl Bros modeller tager vi bl.a. også hensyn til forringelsen af vejenes værdi. Med andre ord indgår værditabet af vejene også som en parameter for, hvornår det er optimalt at sætte ind med vedligeholdelse. Det er derfor ikke alene vejens udseende på overfladen, men tilstanden af den samlede vejkonstruktion, der har betydning for, hvornår det er optimalt at sætte ind. Og hvis ikke man tager dét med og får forklaret politikerne, hvad det indebærer, kan man risikere at være i samme situation som før: Politikeren kører efter måske to år igen på den vejstrækning, hvor vi har fortalt, at der skal sættes ind. Men hvis vejen ikke er værre, end at politikeren kan holde ud at køre på den, så tænker han eller hun måske: ”Det er da ikke så slemt - i hvert fald ikke uudholdeligt. Vi kan da godt vente yderligere et par år og spare de penge!” Men kommunen sparer ikke noget som helst. Tværtimod kan det være dyrt at tænke sådanne tanker. Årsagen er, at det bliver meget dyrere at reparere vejen, hvis man venter yderligere et par år. Vejen har mistet væsentligt mere værdi, end man har sparet på vedligeholdelseskontoen. Det er selvfølgelig embedsmændenes opgave at sikre, at politikerne får det rigtige beslutningsgrundlag, så de i hvert fald med åbne øjne kan vælge den ”dyrere løsning” med at udskyde vedligeholdelsen. Hvordan vi skaffer den fornødne dokumentation, vil vi fortælle om i en senere artikel i denne serie. Det vil også være et af de emner, vi kommer ind på på konferencen Penge til Veje den 8. maj.