NYHEDEROM PAVEMENT CONSULTANTSRÅDGIVNINGROSYUDSTYRSEMINARERREFERENCERKONFERENCER

NYHEDER
Vejlederen
Newsletters
Artikler

BRUG DRIFTSDATA OG FÅ BEDRE TRAFIKSIKKERHED

04-12-2008
Normalt foregår arbejdet med trafiksikkerhed og med drift og vedligeholdelse af vejene i forskellige kontorer i en kommunes tekniske afdeling. Men markedschef Jørn R. Kristiansen fra Grontmij | Carl Bro pegede i sit indlæg på Vejforum torsdag på, at trafiksikkerhedsarbejdet kan få et løft, hvis man også inddrager de data, der normalt alene anvendes til forvaltning af vejene.

»Trafiksikkerhedsplanlægning og drift og vedligehold af vejnettet er normalt to adskilte verdener, hvor man kun i begrænset omfang bruger hinandens viden og erfaringer til at optimere forholdene for brugerne,« indledte Jørn R. Kristiansen.

Han pegede på, at kommunalreformen har betydet større forpligtelser for kommunernes trafiksikkerhedsarbejde. Samtidigt har reformen også betydet, at så godt som alle kommuner anvender et vejforvaltningssystem. Tilsammen giver det unikke muligheder for at lave trafiksikkerhedsplaner, der virker, fordi det nu er lettere at inddrage både korrekte vejdata og oplysninger om drift og vedligeholdelsesstatus og -metoder.

Resultater af en workshop

Grontmij | Carl Bro har holdt workshops og ERFA-møder, hvor en række repræsentanter for kommunerne er kommet med ideer til, hvordan vej- og vejdriftsoplysninger kan bruges i trafiksikkerhedsplanlægningen. Nogle af de data, som workshoppens deltagere pegede på som relevante i forhold til uheldsbilledet er:

  • årsdøgntrafik for forskellige transportmidler, hverdagsdøgn, spidstimetrafik, procentdel tung trafik mv. 
  • gennemsnitshastigheder, 85pct.-fraktilen, procentdeldel som kører over 50 km/t 
  • skiltede hastighedsgrænser 
  • vejklasser, vejbredder, cykelstier, cykelbaner, fortove 
  • trafiksikre/trafikfarlige skoleveje som defineret i samarbejde med politiet 
  • kollektive trafikruter 
  • skoledistrikter 
  • typer randbebyggelse 
  • antal vejadgange
Et typisk skærmbillede fra RoSy, der viser en række informationer, som har betydning for trafiksikkerheden: Kantstenshøjde, belægning, fortov/cykelsti samt foto, der bl.a. kan vise oversigtsforholdene.
Alt sammen er data, som enten meget let kan indarbejdes i eller som allerede findes i de eksisterende vejmanagementssystemer.

Belyser nye sammenhænge

»Når kommunen har dataene, kan de fx bruges til at lave analyser af, hvordan forskellige vejdataoplysninger som vejbredder, belysning, vejelementer, afmærkning, hastighedsgrænser mv. og forskellige vejdriftsdata som vejens tilstand, belægningens alder, belægningstyper mv. spiller ind på trafiksikkerheden,« foreslog Jørn Kristiansen.

At bruge det samme datagrundlag gør det lettere at udpege de relevante trafiksikkerhedsmæssige tiltag i kommunens trafiksikkerhedsplan – specielt, når det drejer sig om forhold, hvor driftstilstand, vedligeholdelse, materialevalg mv. spiller ind på trafiksikkerheden.

»Det bliver altså muligt for ALLE medarbejdere i forskellige dele af forvaltningen at arbejde sammen om at forbedre trafiksikkerheden,« påpegede Jørn Kristiansen.

Gevinst: Større viden

Der skal selvfølgelig udarbejdes en procedure for, hvordan vejoplysninger og vejdriftsdata skal bruges i det fremtidige trafiksikkerhedsarbejde. Det arbejde er Grontmij | Carl Bro allerede i gang med, og gevinsten bliver bl.a. mere viden om, hvilke faktorer der rent faktisk spiller ind for en sikker afvikling af trafikken.

»I øjeblikket findes der faktisk ikke særligt meget viden om, hvilken rolle fx vejenes tilstand spiller for uheldsfrekvensen – simpelthen fordi de forskellige systemer med disse data normalt ikke befinder sig samme sted. Men via kommunernes vejsystemer kan man forholdsvis let parre nye data, og kommunerne kan således være med til at opbygge pionerviden på dette felt. Man har eksempelvis en formodning om, at vejens hældning spiller ind på risikoen for uheld. Intuitivt ved vi, at det er lettere at miste herredømmet, hvis vejen ”hælder forkert”. Men nu kan kommunerne – især hvis de går sammen, så de får et større datagrundlag – måske påvise en sådan sammenhæng statistisk,« udfordrede Jørn Kristiansen.





 
space

KONTAKT

Jørn Riishede Kristiansen Jørn Riishede Kristiansen
Salgschef
+45 8228 1470
Send mail