|
|
|
|
SUPPLER STØJBEREGNINGEN MED EN CPX-MÅLING
|
16-04-2009 |
|
|
Støjen fra alle veje i Københavns-området samt veje i provinsen med over 16.000 køretøjer i døgnet er fra 2006 blevet kortlagt med en ny beregningsmetode, Nord2000. Kortlægningerne, som skal udføres, er bestemt af EU-direktiv 2002/49 og metoden er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2006.
»Den foreskrevne beregningsmetode er meget omfattende og god, og vi kan med den nye metode beregne støjen meget mere præcist end med den metode, vi brugte tidligere,« fortæller projektleder i Grontmij | Carl Bros akustikafdeling, Hans Bjergegaard.
For at illustrere metodens kompleksitet og nøjagtighed fortæller han blandt andet, at den nye metode øger beregningstiden med ca. en faktor 200. Et beregningsnetværk bestående af 24 processorer fra Grontmij | Carl Bro har fx været i gang i døgndrift i flere måneder med at beregne støjen fra de københavnske veje, og metoden tager faktisk højde for ”alt” – selv meteorologien. Da vinden i Danmark oftest kommer fra vest, er der mere støj på østsiden af en vej en på vestsiden!
Men uanset hvor god en teoretisk model er, så bliver resultatet ikke bedre end de tal, der puttes ind.
Mål den konkrete dækstøj
»Vi har en model, der kan beregne støjen med en meget høj nøjagtighed. Men dét, kommunerne putter ind i modellen, er ofte behæftet med stor usikkerhed – især når det drejer sig om langt den største ”synder”, når det gælder trafikstøj, nemlig dækstøjen, der er dominerende, så snart hastigheden kommer over ca. 40 km/timen,« påpeger Hans Bjergegaard.
Derfor foreslår han, at de teoretiske beregninger suppleres med en konkret såkaldt CPX-måling, der måler dækstøjen præcist på det pågældende sted.
Dækkenes støj mod vejbanen kan variere med helt op til 8 dB – alt efter hvilken vejbelægning, der er brugt, og hvor slidt den er.
CPX-traileren måler dækstøjen fra dæk med helt specifikke egenskaber og giver et meget præcist billede af den reelle støj fra de biler, der kører på vejen.
På RoSy-brugerseminaret i 2006 fortalte vi, at det svarer til, at trafikken går ned med 80 procent, eller at hastigheden på strækningen sættes ned fra 110 km/t til 50 km/t, eller at der opsættes en 2 meter høj støjskærm i 20 meters afstand!
I Nord2000 kan man arbejde med forskellige standardbelægninger og nedslidningsgrader. Men for at få et retvisende billede af dækstøjen, er det er rigtig god idé til at måle den på det konkrete sted.
Der findes en metode til måling af dækstøj, der er hurtig, nem og forholdsvis billig. Man gennemkører ganske enkelt vejstrækningen med en specialbygget trailer, hvori der er placeret nogle standarddæk og fintfølende mikrofoner. Metoden har vi tidligere fortalt om ved flere lejligheder. Se fx denne artikel og Vejlederen oktober 2005, side 2-3.
»Det vil være en rigtig god idé at få foretaget CPX-målinger – i hvert fald på udvalgte vejstrækninger. Tallene kan puttes ind i Nord2000-modellen, som så vil kunne beregne støjen helt præcist. Når vi har en model, der tager højde for alt fra vind til, at støjen generer tigange mere om natten, kan vi kun gøre den endnu bedre ved at også at lægge data for dækstøjen ind,« lyder opfordringen fra Hans Bjergegaard.
Kontakt Hans Bjergegaard HER, hvis du har spørgsmål om beregning af eller måling af støj, og Poul-Erik Jakobsen HER, hvis det drejer sig om CPX-målinger.
|
|
|
|
|
|