|
|
|
|
FRA FIRE SYSTEMER TIL ROSY
|
09-08-2006 |
|
|
I den nye Jammerbugt Kommune administrerer de fire nuværende kommuner vejene forskelligt og med forskellige vejmanagementsystemer. Efter møder med alle de nuværende systemudbydere var der ingen tvivl: RoSy var det system, som var mest fremtidssikret.
»Vi har brug for et system, som vi er sikre på kan bruges fra dag ét, og vi tror mest på RoSy,« siger vejingeniør Niels Slavensky fra Brovst Kommune.
Sammen med kollegerne fra kommunerne Pandrup, Aabybro og Fjerritslev er han med i et udvalg, som skal udarbejde forslag til, hvordan veje, stier, grønne områder mv. skal administreres og organiseres i den nye Jammerbugt Kommune.
Én af opgaverne var at blive enige om et fælles vejforvaltningssystem, og på forhånd så det ud til at blive en vanskelig barriere at komme over. De fire kommuner bruger i dag forskellige vejforvaltningssystemer, og de skulle enes om ét fælles system til fremtiden.
»I praksis var det dog ikke så vanskeligt. Kommunerne ligner hinanden i struktur. Og selv om vi har hver vores metoder, så har det også vist sig, at vi i høj grad har en fælles holdning til, hvad vi vil på vejområdet i fremtiden. Da vi havde lyttet til, hvad de forskellige udbydere af systemer kunne tilbyde, var beslutningen let,« fortæller vejingeniør Kristian Olsen fra Pandrup Kommune – én af de kommuner, der i dag bruger et andet vejforvaltningssystem.
Bedre beslutningsgrundlag
Brovst Kommune er den eneste af de fire kommuner, som bruger RoSy i dag, og her er brugerne ikke i tvivl om, hvad de skal bruge et vejmanagementsystem til i fremtiden:
»Vi vil give de nye politikere i sammenlægningsudvalget et bedre beslutningsgrundlag til at forvalte den egenkapital, der er repræsenteret i veje og vejanlæg. Det er afgørende, at de kender konsekvenserne af beslutningerne – også på længere sigt. Den omkostningsbaserede måde at tænke på vinder også indpas på vejområdet, og derfor har vi brug for et system, der kan finde ud af, hvor pengene er givet bedst ud,« påpeger Niels Slavensky.
Asset Management er altså på dagsorden i den nye Jammerbugt Kommune, og med RoSy får vejforvaltningen mulighed for at fastsætte værdien af vejene og beregne, hvordan den udvikler sig fremover – afhængig af vedligeholdelsesindsatsen. De øvrige systemer tilbyder ikke denne mulighed endnu, og det var afgørende for Jammerbugt Kommunes valg.
»RoSy har flere faciliteter end fx vores nuværende system, men det har ikke været afgørende, for vi bruger ikke alle muligheder alligevel,« siger Kristian Olsen, der mener, at RoSy er en anelse mere brugervenligt end det system, han er vant til.
Registrering af data En af de vigtige opgaver i den nærmeste tid bliver at få indsamlet og registreret de data, som nu findes i de fire kommuners vejforvaltninger – også de data, som ikke er registreret overhovedet.
»Med over 1000 km veje og heraf 80 km nye amtsveje, er det afgørende, at vi får alle data registreret, «siger Kristian Olsen, der ikke regner med, at det bliver det store problem at få integreret data fra de øvrige systemer i RoSy.
Carl Bro Gruppen klarer oftest den slags administrativt fra Kolding, men kan også udføre det på stedet, hvis det bliver nødvendigt. I Aabybro har kommunen indgået en aftale om funktionsudbud, og den aftale ville sagtens kunne videreføres i RoSy.
»Vi vil dog sandsynligvis køre videre parallelt med det gamle system i en del af Aabybro Kommune – ikke af tekniske, men af juridiske grunde. Vi skal være helt sikre på, at entreprenøren ikke påberåber sig ændrede betingelser, hvis han af en eller anden grund ikke kan leve op til aftalen. Og måske kan vi lære noget af at køre med to systemer parallelt. Hvis de nu giver os to forskellige bud på optimal vedligeholdelse, kan vi jo tage det billigste,« siger Niels Slavensky med et smil.
Rådhusene skal bruges
Jammerbugt Kommune strækker sig hele vejen langs Jammerbugten fra en halv snes km vest for Fjerritslev og næsten til Løkken i nordøst. Med sine 39.000 indbyggere bliver den befolkningsmæssigt stadig ikke en af de store kommuner i Danmark, men til gengæld er den en af de mest langstrakte. Der er 60 km fra den ene ende af kommunen til den anden.
»Og det stiller visse krav til, hvordan vi organiserer os. Sammenlægningsudvalget har besluttet, at alle de fire nuværende rådhuse skal bruges. Det står klart, at Vej & Trafik rykker til Pandrup, mens Aabybro bliver hjemsted for borgmesterkontor og administration. Øvrige forvaltninger kommer til Brovst og Fjerritslev. Men vi ved ikke helt, hvor vi skal placere materielgårdene, og vi bliver nok nødt til at have nogle depoter for materiel rundt omkring. For vi kan jo ikke have en rendegraver til at køre på vejene tværs igennem hele kommunen,« siger teknisk chef i Brovst Kommune, Henrik Damsgaard.
Placeringen af arbejdspladser og grej er dog langt fra den største bekymring. Hvis der er lidt betænkelige miner ved tanken om fremtiden, skyldes det nok snarere en mulig mangel på kvalificerede medarbejdere. Vejområdet har lige fået besat en stilling, men andre steder kniber det med at få eksperter fra det nuværende Nordjyllands Amt.
»Amtsmedarbejdere fordeles jo efter befolkningstallet, og det betyder, at de fleste kommer til Aalborg, selv om der hverken er ret mange veje eller ret meget natur at værne om,« påpeger Henrik Damsgaard, som dog er overbevist om, at Jammerbugt Kommune kan løfte opgaven under alle omstændigheder.
Mere information Rita Kjeldsen, RKJ@Carlbro.com
|
|
|
|
|
|