|
|
|
|
SÅDAN UDPEGER DU UHELD OG FØLGER CVF-CIRKULÆRET
|
22-01-2009 |
|
|
Som nævnt i På Vej 2008/43 og 2008/49 har mange kommuner ændret deres opdeling af de tidligere amtsvejstrækninger, så de passer til den måde, de øvrige kommuneveje håndteres.
Efter ønske fra en række kommuner foreslog vi allerede i foråret 2007, hvordan dette kunne foregå, uden at det ville stride mod CVF-cirkulæret og kravet om at opretholde kilometrering på de tidligere amtsveje. Mange kommuner har fulgt vores forslag, mens andre kommuner har foretaget en helt anden opdeling.
På det seneste har det vist sig, at der på grund af den ændrede opdeling af vejene i kommunerne er opstået problemer omkring udpegning af uheld på de tidligere amtsvejstrækninger. I praksis har kommunerne foretaget den nye opdeling af amtsvejene i RoSy og har dermed givet disse nye numre. Derefter har kommunerne i flere tilfælde overført de nye numre og opdelingen af vejene til CVF. Dermed er der overensstemmelse mellem oplysningerne i vejforvaltningssystemet og i CVF - sådan som det også er hensigten.
Problemet er dog, at udpegningen af uheld foregår i vejman.dk, hvor den nye opdeling ikke er kendt. Medarbejderne i kommunerne udpeger således uheld på amtsvejnumre, der ikke længere eksisterer, men er delt op i nye kommunale vejnumre. Det vil sige, der registreres uheld på vejstrækninger, der ikke længere eksisterer.
Vi har kort før jul vendt problematikken på et møde med Vejdirektoratet. Vi vil gerne finde en fælles løsning på problemet, så kommunernes selv kan afgøre, hvordan de ønsker deres veje opdelt og nummeret samtidig med, at uheldshåndteringen fortsat kan ske uden, at uheld bliver ”overset”, fordi de bliver registreret på veje som ikke ”eksisterer” i systemet.
Her nedenfor er en kort og en lettere revideret version af mødereferatet. Som det fremgår, er metoden, som kommunerne har anvendt, hermed også godkendt af Vejdirektoratet, mens problematikken om risikoen for ”tab” af uheldsdata på de tidligere amtsveje fortsat ikke er løst.
CVF/Cirkulære – Ændringer af tidligere amtsveje
Problemstilling: Omlægning af amtsveje til kortere strækninger Hvad er konsekvensrettelser i CVF, og hvordan håndteres stedfæstelse af uheld.
GMCB uddybede, hvordan flere brugere af RoSy ønsker at håndtere de tidligere amtsveje. Årsagen er begrundet i, at kommunerne ønsker, at den udadvendte anvendelse af vejinformationerne sker i forhold til vejnavne og ikke vejnumre. Det kan gennemføres ved at strækningsopdele de registrerede og nummererede amtsveje, der ligger i CVF i forhold til vejnavnene. Den enkelte strækning tildeles et forgreningsnummer, og inden for strækningen/forgreningen anvendes stationeringsbegrebet til længdeangivelser. Strækningerne nummereres i RoSy på følgende måde: nnnnnnn.mm, hvor ’nnnnnnn’ er det 7-cifrede nummer og ’mm’ er forgreningsnummeret. Herved bevares det syv-cifrede nummer, og da RoSy benytter et dobbeltreferencesystem kan startkilometreringer og slutkilometreringer ved kommunegrænser bevares. Et eksempel er vist på figuren nedenfor. VD godkendte denne håndtering af amtsvejene.

Problemet opstår nu ved stedfæstelse af uheld, hvor brugerne opfatter, at der er et referencesystem i vejman.dk og et andet i RoSy.
Løsningen på kort sigt er måske at anvende koordinater ved al stedfæstelse (det var usikkert i hvor stor udstrækning dette allerede skete).
På længere sigt skal det overvejes, om CVF kan indeholde et fælles referencesystem for RoSy og vejman.dk eller måske på mellemlang sigt et pseudoreferencesystem, som skal gennemtænkes nøjere.
Vi skal hertil bemærke, at såfremt stedfæstelse af tidligere og kommende uheld fremover sker ved anvendelse af koordinater, vil man ikke længere være afhængig af, hvilke vejnumre og opdelinger der er anvendt i de pågældende systemer. Det skyldes, at de overførte koordinatsæt elektronisk kan tilknyttes de respektive vejstrækninger til viderebehandling i RoSys uheldsmodul.
|
|
|
|
|
|